Turist ved et tilfælde!

Der har været vild opstandelse i det lille hus i dag. For det første har det blæst, ikke bare en halv, men adskillige pelikaner.Der blæste den planlægning for dagen væk! Vi havde nemlig talt om at gå i haven, men det er ligesom om, lysten forsvinder, når det er overskyet og det gælder om at holde på hat, briller og andre løse genstande.

For det andet fik vi nye naboer i dag. Omkring middagstid kunne vi høre en traktor kom kørende, og med vogn bagefter! Så begyndte det at blive interessant, i hvert fald i følge Kaica, der spidsede ører og gøede lavmældt, inden vi andre kunne se eller høre noget. Men som hun sagde efterfølgende. Så var vi advaret.

Det var selvfølgelig vores ferierende kvier, der hver sommer gør os selskab. Ja selvfølgelig ikke de samme, men jeg tænker bonden er af den dyreelskende type og ønsker at lade disse ungmøer opleve "En ferie de ikke vil hjem fra" , inden pligterne kalder i form af moderskabets velsignelser og andre ko-operativer! Så hver sommer har vi disse fjollede, hormonbomber gående på marken ved siden af huset.

Kaica er lige forvirret hvert år. Som om hun spekulerer over, hvilke skabninger fra det ydre rum, de er eller noget i den stil.

Og hvert år brokker hun sig over denne forstyrrelse i de daglige rutiner. Selvfølgelig vænner hun sig hurtigt til teenage-tøserne overfor, men skal alligevel altid brokke sig.

"Det her er virkeligt dårligt arbejdsmiljø, ja både fysisk og psykisk", vrisser hun.

"Mig bekendt står der ingenting i min ansættelseskontrakt, at jeg også skal holde øje med de der fjantede tøser", siger hun og gør et kast med den langhårede manke i retning af kvierne.

"Nu har du jo chancen for at afprøve dine evner som hyrdehund."

" Ja den er god med dig. Næ du, jeg holder mig til ansættelseskontrakten og overenskomsten, og falder ikke for manipulation, det har vi pressen og politikere til."

Kaica står med alle fire poter plantet dybt i den svenske klippegrund og har sit på det tørre. Jeg ved, det bliver svært at få hende talt fra at klage til  fagforeningen, men jeg forsøger alligevel.

" Kaica, du plejer at synes det er sjovt. Jeg mener, når du først får dem lært at kende. Hestene, der holder ferie på den anden mark, har du da ikke brokket dig over. Så hvorfor kvierne, du ved jo, de kommer hvert år?"

" ja, ja Rie klap lige hesten. Fordi noget plejer at være på en bestemt måde, kan det jo godt være, man gerne vil have det ændret. Og så husk lige på, at vi hunde lever her og nu, vi tænker ikke på, hvad der skete, da du var barn for ret mange år siden."

" Nå ja, men altså alligevel", forsøger jeg.

"Fatter du slet ikke, at det giver mig ekstraarbejde? Ja jeg må så forlange overtid. Det kan godt være, at den der kommune, du arbejde for, kunne slippe afsted med, at forlange flere opgaver løst for de samme penge. Men den går simpelthen ikke her i skoven. Og det med hestene kan du godt glemme. Der er jo ikke noget vrøvl med dem. De passer sig selv, hvis jeg ikke gider at snakke, lader de mig være. Men kvierne, Vor Herre til hest! De er så pokkers anmasende, synes hele tiden græsset er grønnere....ja hos naboen!! Og naboen er mig, min fine ven. De forlanger flue-og flåtfrie  græsningsarealer, mindre mudder under klovene, finere græs og meditationsøvelser i forbindelse med drøvtygningen. Og så kævler de op om alting. Jeg synes efterhånden, at skoven er blevet en tand for turistpræget. Lidt Disney World er der vel ved at gå i det hele. Og jeg siger ellers tak, men 

Nej tak,"

"Åh Gud er det så slemt. Jeg har nok ikke selv lagt mærke til det. Men du, Kaica, skal vi alligevel ikke lige smutte ned til kvierne og sige velkommen?"

"Ok. så gør vi det. Det kan jo være, de kender en god kur mod følsom hud og pels."