Overvågningen fungerer igen

Som nogle af jer måske ved, er Kaica meget dedikeret til sit arbejde. Hun tager i den grad jobbet som vagthund alvorligt. Desuden fungerer hun som gravhund, når jeg er i haven, hvad der indimellem ligefrem kan være en hjælp. Samtlige "vilde dyr" ryster i bukserne, når de hører navnet Kaica gjalde i skoven. Jeg har ladet mig fortælle, at hun bliver brugt til at få utilpassede unger til at makke ret. 

Kaica er som sagt lidt af en kamæleon, der forandrer sig afhængig af omgivelserne. Senest har hun i den grad levet sig ind i "Maude-rollen", da hun ved den mindste kontrovers blot er gået i seng.

Hun har de sidste tre uger slækket på overvågning og "guld-gravning" og har slet ikke levet op til det skræmmebillede, "vild-dyrsforældrene" har kunnet smække i hovedet på møgunger, der prøvede at springe over det laveste gærde.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg af og til var bekymret for hende. Men når jeg luftede tanken om, at hun måske var syg, rystede Ole på hovedet og sagde:" Rie for pokker, hun er jo i løbetid."

"Ja, men alligevel jeg synes nu, hun føles varm på snuden. Prøv at se hendes øjne, de er altså matte."

Det var som at slå vand på en gås, for ligemeget hvor mange gange jeg bad Ole om at føle efter på Kaicas snude, syntes han det var noget pjat.

Set i bakspejlet er det sikkert godt, at jeg ikke fik trumfet et besøg hos fru Dyreglad igennem. For i skrivende stund lyder en høj og livskraftig gøen fra haven. Det er naboerne med gravhunden Maurits, der bevæger sig faretruende tæt på, hvor grænsen går!

Hvem siger overvågning altid er et onde?