For første gang i over et halvt år kom jeg tilfældigt til at se en reklameblog her i eftermiddags. Vi havde fulgt Giro D'Italia på TV2, og her skeles ikke til om Contadore er sat over 1 minut og er i fare for at miste sin samlede føring. Nej for her kommer "Nyhederne", men først skal vi da lige se reklamer.
På trods af at det var temmelig lang tid siden, jeg sidst blev forsøgt hjernevasket til at tro, at L'Oreal er svaret på rynkernes "forbandelse", at tænder virkelig kan være så hvide ved brug af "det rigtige tandpasta", at min lykke er gjort ved købet af et monstrum af en gasgrill og at der kun er to foran mig i køen i Bilka, så blev jeg faktisk overrasket over, så latterlige, intetsigende og nedladende disse reklamer egentlig er.
Her sætter man en ære i, at kende sin plads i køen. Naboerne tænder ofte bål nede ved søen og griller de nyfangede fisk. Jeg smører Änglemarks babylotion i ansigtet, da det er nogenlunde fri for tilsætningsstoffer og blødgører mine sprukne læber. Jeg venter på det bliver min tur hos tandlægen, og børster imens mine tænder i billig tandpasta, skyller mund og stanger tænder!
Men jeg er nok hel forkert på den! For her tøffer jeg rundt i det lille hus, og har aldrig før følt mig så veltilpas ( ind imellem måske ligefrem lykkelig?), og det uden rynkecreme, gasgrill og det rigtige tandpasta.
—————