Hvor sidder moderfølelsen?

Kaica er i løbetid ret meget før beregnet. Vi har derfor ikke kunne nå at finde "drømmeprinsen" til hende denne gang, men det lader til, at hun er flintrende ligeglad med vores planer.

"Jeg troede faktisk ikke, at I gik ind for tvangsægteskaber", klager hun bebrejdende, da vi fortæller hende, at familieforøgelsen er sat på "stand by",

Så svanser hun ud i haven, som en anden teenager med attitude og lokkerne sat til narrestreger. 

"Jeg er da osse ligeglad, jeg løber hjemmefra", skriger hun skingert og rykker i den flere meter lange line, hun har på.

Hun kommer jo ikke så langt, for selv på korte gåture holdes hun i kort snor. Dels fordi det er forbudt her i vildets ynglesæson, at lade hunde færdes frit, dels fordi hun ellers ville opholde sig oppe hos Jeppe og Åre.

Vi har prøvet at fortælle hende, at vi virkelig har forsøgt at finde "Prins Charming" til hende. Det er vel ikke vores skyld, at de svenske opdrættere og ejere af potentielle charmerende prinser ikke rigtig  har svaret hurtigt nok på vores henvendelser. Indrømmet vi har begrænset søgefeltet til et par hundrede kilometer, Kaica mener selvfølgelig, at vi, hvis vi virkelig forstod hende, var kørt til verdens ende, eller i hvert fald Lapland, for at finde "den eneste" tl hende.

"Mit biologiske ur tikker", skriger hun hysterisk ude fra haven og gør lidt af en af naboerne, der kommer løbende.

"Ja, ja og jeg er en tikkende bombe. Min tålmodighed er ved at være opbrugt", råber jeg tilbage.

Kaica vender sig mod mig, lægger hovedet lidt på skrå, blinker et par gange. Hvis man ser rigtig godt efter, kan det godt ligne et par tårer, der triller ned i pelsen.

"Jeg havde bare sådan glædet mig til at få hvalpe. Tænk at se de små pus for første gang. Hele den der moderfølelse, den har jeg lige her inde under pelsen. Prøv at mærke efter lige der.", siger hun og vender sig, så jeg bedre kan klø hendes øre.

Jeg prøver at finde hendes moderfølelse inde i al den hvide pels. Jo jeg ved godt hvad, hun mener,

men moderfølelsen sidder vel ikke kun i øret?

Det nænner jeg selvfølgelig ikke at sige til hende. I stedet lover jeg, at hun en dag nok skal få lov til at udleve den der følelse af at være mor, med alt hvad det indebærer. 

For heldigvis kender hverken Kaica eller for den sags skyld andre hunkønsvæsner, der endnu ikke har født, alle de bekymringer og problemer, der også er forbundet med at få børn.