Luksus problemer.
2015-05-12 00:53
De af jer, der har fulgt mig på FB ved sikkert også, at min bedre halvdel Ole har købt pladespiller. Man skal jo lige som også have noget at høre på sådan et dyr! Nu er det ikke sådan, at vi svømmer i penge, hvem gør egentlig det bortset fra Joacim von And? Så et eller andet måtte han jo finde på, hvis der skulle fremskaffes penge til "vinyler"Så i bedste "cash in the attik" gik han huset igennem for at finde ting, der kunne omsættes til vinylplader.
I tidernes morgen røg Ole pibe, nu damper han. Så der lå skatten gemt. Samtlige piber med tilhørende værktøj og stativer blev sat til salg på "Tradera", der er en auktionsside for private. Og jeg skal da lige love for, at der var gang i budgivningen.
Jeg sad jo bare på sidelinjen og blev mere og mere småmobset, jo højere op budene gik. Så var det jeg fik, synes jeg selv, den geniale ide at sætte mit digitalkamera til salg. Jeg bruger det jo egentlig ikke, for de billeder jeg skal
bruge, kan jeg tage på min Ipad. Skal det være billeder af højere kvalitet, kan jeg altid få Ole til at knipse et par stykker. Jeg var ved at tro, at jeg havde slået en større dej op, end jeg kunne bage. Der gik adskillige dage, hvor absolut ingen bød. Godt nok rider svenskerene generelt ikke samme dag, som de sadler, men alligevel. Men så pludselig i går blev det solgt.
Nu er det store spørgsmål så, hvad jeg skal bruge pengene til. Det er jo ikke fordi, jeg mangler noget. Ikke noget livsnødvendigt i hvert fald. Det er virkelig vild luksus, at kunne sidde og surfe rundt på hjemmesider for henholdsvis: Planter og alt andet til haven/trädgården, kriminalromaner og garn i lange baner.
Jeg har virkelig haft nogle heftige diskussioner med min indre havenisse, der selvfølgelig mener, at et endnu et besøg hos "Cramer" er det eneste rigtige.
Omvendt mener jeg jo også, at garn og det strikkede er noget blivende, hvis man ellers vasker ulden på den rigtige måde! Måske skal jeg bare glæde mig over, at problemerne er af luksus typen?
"
—————
Tilbage