I regnvejr møder jeg bare senere!

Som nogle af jeg måske husker, skiftes Ole og jeg til at gå morgentur med Kaica. I dag var det min tur, og indrømmet det tog længere tid end sædvanligt at komme ud af døren.

For regnen stod ned i stænger, blæsten tudede og piskede vand ind under min hætte. Kaica skuttede sig, blinkede et par gange og trissede så roligt mod skoven med mig på slæb. Der blev tisset et par gange, snuset lidt her og der, og så ellers søgt lidt læ under træerne. Jeg syntes det var for tidligt at vende om, vi var allerede våde, så i det mindste kunne vi gå ned til svinget, hvor bakken begynder.

Men Kaica standsede, lagde hovedet på skrå og så spørgende op på mig.

"Kom nu Kaica, vi går lidt længere. Lige hen til træet der, så skal vi hjem igen."

Jeg måtte lokke med fire-fem godbidder, før hun bevægede sig, og det kun for at gå et par meter.

Vi så på hinanden og jeg sagde: "Kom så går vi hjem til Ole."

Det kan nok være, at frøkenen kom i gear og det uden en eneste godbid.

Senere holdt regnen op, og Kaica kunne passe sit arbejde uden forstyrrende elementer som "regn i stænger". Hun gør det nu godt, hende Kaica. Alle nytilkomne bliver skældt godt og grundigt ud, og bliver herefter udspurgt om deres hensigt med at opholde sig på matriklen.

"Har du en gyldig grund til at opholde dig her på dette tidspunkt, fru Spurv?"

"Øh, jeg har hele kassen fuld af unger. De skal jo fodres ret tit, og min mand er sygemeldt for tiden, så jeg må tage hele slæbet." Pipper fruen og er ved at tabe ungernes frokost ud af næbbet.

"Sygemeldt! Så skal jeg se en lægeerklæring, det kunne jo være pjæk. Hvad har han bildt dig ind, at han fejler, ondt i pjæktarmen, måske?" 

"Nej, nej det er rigtigt nok. Han har fået en høreskade og er desuden et nervevrag. Men nu er han jo også et følsomt gemyt", siger fru Spurv lidt undskyldende.

"Hm, lad gå da. Passer trætoppen og hils manden og ønsk god bedring"

Fru Spurv flagrer nervøst videre i retning af redekassen, hvor ungerne og den sygemeldte ægtemand venter.